Siden jeg var helt lille, har jeg været optaget af, hvordan vi kan være i livet på forskellige måder. Jeg betragtede mine forældre, der gjorde deres absolut bedste, men i deres smerte ikke formåede at give mig en tryg opvækst. Tidligt mærkede jeg en længsel efter, at livet kunne leves lettere og lysere. Den længsel førte mig ind i mange af mine venners familier, hvor jeg erfarede, hvordan relationer også kan være trygge og nærende.

Som teenager så jeg min far blive ædru og senere uddanne sig til psykoterapeut. Hans rejse vækkede noget i mig – og på mange måder føles det som om, hele mit liv har været en uddannelse frem mod det arbejde, jeg nu selv står i.

I 20’erne blev jeg draget af antropologi, som jeg læste på Aarhus Universitet. Studiet lærte mig at betragte mennesker og kulturer med nysgerrighed og respekt – at forstå, at vores måde at være i verden på formes af både erfaringer, relationer og omgivelser. Samtidig rejste jeg i mere end 35 lande – nogle gange alene med rygsæk, andre gange sammen med gode venner. Jeg erfarede, at verden kan være et trygt sted at færdes, når hjertet er åbent, og at mennesker gør det så godt, de kan med de forudsætninger, de har. Jeg så, at der findes utallige måder at leve og være til på, og at hver rejse har sin egen værdi.

Noget af det mest meningsfulde, jeg har oplevet, er at være tæt vidne til min mands dybe transformationsproces. I de 15 år, vi har kendt hinanden, har han helet et generationstraume, der blandt andet udtrykte sig gennem PTSD. At stå sammen i en så krævende, men også livsforandrende proces, har givet mig en dyb forståelse af, hvor meget mod og styrke, der bor i os mennesker.

Efter mange år som udviklingskonsulent tog jeg skridtet og begyndte den formelle uddannelse som psykoterapeut ved Blackbird Institute. Undervejs har mit eget forældreskab også lært mig meget – især som mor til et barn med ADHD. Det har givet mig erfaring med at navigere mellem afmagt, sorg og håb.

Jeg har gennem årene arbejdet med mennesker i mange forskellige livsomstændigheder – Fælles for alle møder er oplevelsen af, at selv midt i smerte og krise rummer vi en styrke og en længsel efter at hele.

Alt dette – mine egne livserfaringer, mit faglige fundament og de mennesker, jeg har fulgt tæt – giver mig en særlig ballast i mit arbejde. Jeg ved, at udvikling kan være krævende og til tider stejlt, men jeg ved også, at forvandling er mulig.

Jeg ved, at forvandling er mulig – for jeg har selv gennemgået den.