Siden jeg var helt lille, har jeg været optaget af, hvordan vi kan være i livet på forskellige måder. Jeg betragtede mine forældre, der gjorde deres absolut bedste, men i deres smerte ikke formåede at give mig en tryg opvækst. Tidligt mærkede jeg en længsel efter, at livet kunne leves lettere og lysere. Den længsel førte mig ind i mange af mine venners familier, hvor jeg erfarede, hvordan relationer også kan være trygge og nærende.

Som teenager så jeg min far blive ædru og senere uddanne sig til psykoterapeut. Hans rejse vækkede noget i mig – og på mange måder føles det, som om hele mit liv har været en uddannelse frem mod det arbejde, jeg nu selv står i.

I 20’erne blev jeg draget af antropologi, som jeg læste på Aarhus Universitet. Studiet lærte mig at betragte mennesker og kulturer med nysgerrighed og respekt – at forstå, at vores måde at være i verden på formes af både erfaringer, relationer og omgivelser. Samtidig rejste jeg i mere end 35 lande – nogle gange alene med rygsæk, andre gange sammen med gode venner. Jeg erfarede, at verden kan være et trygt sted at færdes, når hjertet er åbent, og at mennesker gør det så godt, de kan med de forudsætninger, de har. Jeg så, at der findes utallige måder at leve og være til på, og at hver rejse har sin egen værdi.

Noget af det mest meningsfulde, jeg har oplevet, er at stå tæt på min mand gennem en lang og dybtgående forandringsproces. I de 15 år, vi har kendt hinanden, har han arbejdet med dybe traumer, der blandt andet kom til udtryk som PTSD. At stå sammen i en så krævende, men også livsforandrende proces, har givet mig en dyb forståelse af, hvor meget mod og styrke der bor i os mennesker. Det har også lært mig noget om, hvad det vil sige at stå tæt på et menneske i forandring – at være med det svære uden at kunne gå vejen for den anden.

Efter mange år som udviklingskonsulent tog jeg skridtet og begyndte den formelle uddannelse som psykoterapeut ved Blackbird Institute. Undervejs har mit eget forældreskab også lært mig meget – især som mor til et barn med ADHD. Det har lært mig noget om at stå i afmagten, når man ikke kan få verden til at passe bedre til det menneske, man elsker. Om sorgen over det, der er svært, uden at gøre barnet forkert. Og om at bevare håbet og få øje på mulighederne - også når vejen bliver anderledes end den, man havde forestillet sig.

Jeg har gennem årene arbejdet med mennesker i mange forskellige livsomstændigheder. Fælles for møderne er oplevelsen af, at selv midt i smerte og krise rummer vi en styrke og en længsel efter at få det bedre.

Alt dette – mine egne livserfaringer, mit faglige fundament og de mennesker, jeg har fulgt tæt – tager jeg med mig ind i terapirummet. Ikke fordi min historie skal ligne din, eller fordi mine erfaringer giver mig svarene på dit liv. Men de er en del af den terapeut, jeg er.

Jeg ved, at udvikling kan være krævende, og at vejen sjældent er lige. Men jeg har også erfaret, at noget kan forandre sig – nogle gange mere, end vi troede var muligt.